mandag den 23. september 2013

Considerations: Scope issues


Dette første skridt, valg af domæne, er naturligvis enormt vigtigt. Vores primære overvejelser var et ønske om at arbejde med noget der rent faktisk interesserede os, og at vi gerne ville have en samarbejdspartner. Disse to ting er ikke uforenelige, men leder os ind i nogle komplikationer. Først og fremmest dikterer opgavens struktur (kampagne) visse forbehold i forhold til domænet, idet der skulle være et behov for (forstået som at det ville give mening inden for rimelighedens grænser) at sprede information. Vores valg, som består af musik, dog endnu uden en specifik kunstner, lever rimeligt op til dette krav, dog ville det være mest hensigtsmæssigt hvis det var i forbindelse med en aktuel udgivelse. Men som vores tidligere indlæg reflekterer er vi bevidste om at det kunne være problematisk at finde den helt rigtige samarbejdspartner.


En anden komplikation er at vores valg af musik ikke rigtigt vil klargøre præcist hvad vores opgave eller problemfelt er. Det indsnævrer omfanget af vores opgave, men siger meget lidt om hvad der er tilbage. Havde vi for eksempel valgt en interesseorganisation, med en klar agenda ville vi have haft et meget bedre overblik over hvad vi skulle formidle. Men i vores tilfælde er det mindre klart, ud over “det her musik er godt”, og det er utilstrækkeligt til den kontekst og hvori vi skal udvikle vores projekt. Endvidere er der praktisk talt umuligt for os at indsnævre dette indtil vi har udvalgt en kunstner at arbejde med. Så i den forstand sætter vi os selv op til en stor mængde arbejde i den indledende del af vores proces.

Domæne og vision

Domæne: Salg af musik


Vores valg af domæne består af et band eller en kunstner som skal have promoveret en ny plade, single, eller anden form for musikalsk udgivelse af materiale. Afhængig af om og hvem vi kommer i kontakt med, er det sandsynligt vi vælger at promovere en plade som allerede er udgivet, da en eventuel plade-release som matcher vores tidsramme i forhold til eksamensdatoen er usandsynlig.


Vision:
Vi vil oversætte musikkens lydlandskab til en virtuel oplevelse, hvor brugeren gennem interaktion får mulighed for at udforske musikkens oplevelsesmæssige og æstetiske kvaliteter.


Vi synes at musik indeholder et stort potentiale i forhold til at gentænke og anskue mediet og dets lydunivers anderledes igennem interaktionsdesign. Dette kan enten være gennem en eksplorativ oplevelse af musikkens univers, hvor det visuelle er sammenhængende med det auditive, eller det kan være konstrueret som en udfordring for brugeren, hvor brugeren bliver belønnet med at kunne lytte til musik som endnu ikke er udgivet.
Afhængigt af vores samarbejde med den aktuelle kunstner er der mulighed for at det visuelle udtryk bliver en virtuel fortolkning af musikken, som udelukkende bliver udført af os, men vi vil bestræbe os på at inddrage kunstneren i denne process og lade de visuelle så godt som muligt repræsentere det emotive og æstetiske udtryk som kunstneren sigtede efter i musikken. Hvis kunstneren allerede har et etableret image, eller ønsker et sådant, vil vi også have dette bearbejdet og implementeret visuelt.